BIOGRAFKLUB DANMARKS PROGRAM FOR SÆSON 2025-26

Biografklub Danmark har valgt de 10 film, der udgør Biografklubbens kommende sæson. Der venter det danske biografpublikum et stjernespækket filmprogram fyldt med både danske og udenlandske film. Med et medlemskab til Biografklub Danmark gives der halv pris på biografbilletten til 10 udvalgte kvalitetsfilm i Klovborg Kino. Et medlemskab af biografklubben koster 128 kr for sæsonen og inkluderer rabatkuponer til de 10 film.

 

Rejseholdet - Det første mord

Christoffer Boes storfilm REJSEHOLDET - DET FØRSTE MORD er en krimi der fortæller historien om tilblivelsen af Danmarks mest kendte politienhed tilbage i 1920’erne. Den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup leder det nystartede Rejsehold, der skal bistå lokalt politi med opklaring af særligt vanskelige forbrydelser. Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.

A Big Bold Beautiful Journey

Tænk hvis du kunne åbne en dør, gå igennem den og genopleve afgørende øjeblikke fra din fortid? Sarah og David er begge singler og mødes tilfældigt ved et bryllup. Uden de selv er klar over det, bliver det første skridt på en magisk rejse tilbage i tiden til de minder og oplevelser, der har formet dem som mennesker. Sammen genoplever de vigtige øjeblikke fra deres fortid - øjeblikke der har været afgørende for, hvor de er i dag. Tænk hvis du fik en chance for at ændre fremtiden?

Det nye år

Det er nytårsaften. Vennerne Nomi, Jens, Charlotte og Kris og deres børn mødes traditionen tro til en festlig middag. Men i år er noget anderledes end det plejer at være – for som en joker i år ankommer også Nomis nye kæreste Finn. Og som aftenen går, står det klart, at intet fremover vil være det samme igen. DET NYE ÅR tegner et morsomt og hjertevarmt portræt af en lille flok venner, der på årets sidste aften må sande, at alting ikke bliver helt som det plejer.

 

I'm Still Here

En eftermiddag i 1971 bliver Rubens Paiva, tidligere kongresmedlem og åben kritiker af Brasiliens nyligt indstiftede militærdiktatur, bortført fra sit hjem i Rio de Janeiro af regeringsembedsmænd. Tilbage står den iturevne familie, som Rubens hustru, Eunice (Fernanda Torres), må holde samme på, alt imens hun utrætteligt kæmper for at finde ud af præcis, hvad der er tilstødt hendes mand. ’I'm Still Here’ er ikke kun en åndeløst spændende skildring af menneskelig vedholdenhed over for uretfærdighed, men også et kvindeportræt, der fortjener at gå over i (film)historien. Fernanda Torres vandt Golden Globe for indsatsen, og filmen vandt den eftertragtede Oscar-statuette for Bedste internationale film i 2025.

 

Begyndelser

Ane og Thomas står midt i en skilsmisse, men har ikke fortalt det til børnene endnu. Thomas er lige ved at flytte sammen med sin nye kæreste, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, indtil Ane får det bedre, og mens hun indædt kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg, må de begge se en ny virkelighed i øjnene og finde håbet, der hvor ingen forventede at finde det.

BEGYNDELSER er et livsbekræftende og rørende kærlighedsdrama om, hvad der sker i en familie og i et parforhold, når livsbanen for et af medlemmerne pludselig ændres.

Marty Surprime

Timothée Chalamet og Gwyneth Paltrow leverer intense præstationer i dette stilfulde drama om vilje, pres og personlige ambitioner.

De forbandede år 3

Afslutningen på Anders Refns trilogi om Anden Verdenskrig - en dramatisk finale på fortællingen om en families kamp i efterkrigens retsopgør.

Affektionsværdi

Joachim Trier dykker ned i familiebånd og minder i et rørende og ærligt drama om det, vi bærer med os.

Eleanors sandhed

Scarlett Johanssons hjertevarme instruktørdebut - en feelgood fortælling om mod, alder og nye begyndelser.

Vores løfte

Lars Ranthe og Danica Curcic i et intenst og aktuelt drama om en mediestorm, hvor sandhed og loyalitet sættes på prøve.

Om Biografklub Danmark:
- Biografklub Danmark er en national filmklub.
- Hvert år bruger Biografklub Danmarks filmudvalg det meste af foråret på at gennemse film i biografernes mørke med henblik på at sammensætte det absolut stærkeste filmprogram til det danske biografpublikum.
- Som medlem af Biografklub Danmark kan man se 10 udvalgte kvalitetsfilm i biografen til halv pris.
- Et medlemskab af biografklubben koster 128 kr for sæsonen.